Vores værdier

Blåkilde Efterskoles værdigrundlag:

Blåkilde Efterskole bygger på det kristne livs- og menneskesyn, som vi møder i Den Danske Folkekirke. Skolen ønsker gennem ord og handling at skabe åbenhed og dialog om kristendom, og lægger vægt på, at den enkelte elev udfordres fagligt og menneskeligt i et miljø, der bygger på tillid, medansvar og engagement. Skolen ønsker gennem oplysning, oplevelse og handling at give eleverne lyst og mod til fællesskab med hinanden og medansvar for det samfund vi er en del af.

Det kristne menneskesyn: Ethvert menneske er skabt i Gud billede og er derfor værdifuldt og ligeværdigt uanset hvem de er og hvad de tror på Mennesket er en dyrbar, ukrænkelig skabning, som har sit eget værd, og som kun kan virkeliggøre sit liv i fællesskab med andre. – derfor er Blåkilde ”En skole for alle”.

Det betyder i praksis at anerkendelse og respekt er nøglebegreber i vores pædagogik og at det er vigtigt for os, at de unge udvikler sig til selvstændige mennesker, der tør udvise respekt og forståelse for andre.

Det kristne livssyn: Livet betragtes, som en værdifuld forpligtelse for hvert enkelt menneske til at bruge sit eget værd til gavn for sig selv og andre i fællesskabet. Det kristne livssyn er forbundet med det dobbelte kærlighedsbud og troen på Gud som al tings skaber og frelser.

Det betyder i praksis, at vi har den holdning, at børn og unge skal vide, at de kan tro på Gud og at Gud tror på dem. Derfor fortæller vi evangeliet. Eleverne hører troens ord i forbindelse med morgensamlingen og til aftensang. Det er fortællinger som eleverne kan spejle deres eget liv i og som har kærligheden som drivkraft og glæden som grundtone.