Rejser
På dannelsesrejse med Blåkilde Efterskole.
At rejse er andet og mere end at flytte kroppen fra ét sted til et andet. Enhver rejse indeholder et dannelsesaspekt, selvom dannelse måske virker som en gammeldags ting. Din nuværende viden og dit syn på ting udfordres; din horisont bliver simpelthen udvidet. Du beskuer og betages, du er uforstående og udfordret, du forarges, forundres og forandres. Det gælder også på rejser med Blåkilde Efterskole.
Uforglemmelige rejser
Vores fokus på faglig udvikling og forskellige undervisningsmetoder gør det om end endnu mere relevant at inddrage rejser som en fast del af skemaet. Der er to væsentlige spor i vores tilgang til rejser.
- At opleve, hvad det gør ved os selv og fællesskabet at rejse og opleve og møde fysiske udfordringer sammen.
- At opleve rejseformer og rejsemål, som pirrer nysgerrigheden på det fremmede og som udvikler vores kendskab til og forståelse af verden.
På vores rejser får vi ny viden om spændende forhold og genoptager emner, vi allerede har berørt i undervisningen hjemme; set fra en ny vinkel og angrebet på en anderledes måde ude i felten. På vores populære rejser til spændende destinationer får du også mulighed for i praksis at bruge de sproglige færdigheder, du har tilegnet dig.
Vi flytter bjerge med rejser
Foruden det faglige indhold bidrager rejser naturligvis også til styrket sammenhold og fællesskab i rejsegruppen. De fælles minder fra rejserne fungerer som byggesten i fællesskabet omkring et skoleår. Det kan ikke opnås på helt samme måde, når man er hjemme i de vante rammer under lidt for velkendte himmelstrøg.
Den personlige udvikling gennem de mange uforglemmelige oplevelser er heller ikke uvæsentlig. Vores bestræbelser på at give hver elev udfordringer, der er nødvendige for den personlige udvikling, gælder naturligvis også på vores rejser. Eleverne rejser hver især videre ud i verden, når efterskoleopholdet er omme, og alle skal være i stand til at mestre tilværelsen og bevæge sig nysgerrigt videre. Den opgave forberedes rigtigt godt på vores rejser, hvor alle udfordres både på viden, sociale kompetencer og fysisk formåen.